Duo Bidoux er høj musikalsk kvalitet med onkelhumor. Med mange års erfaring inden for både optræden og undervisning er denne duo en sikker opskrift på en dejlig sangstund for både børn og voksne. Her bliver både stemme, krop og humør sat i spil, og man går videre i dagen med den varme fornemmelse af et styrket fællesskab, nye venskaber og nye vinkler på sange fra vores kulturelle skattekiste.

Der er nærmest ikke den genre eller konstellation, vi ikke har haft fingre i. Redskaberne til den gode fællessang har vi dels fra AM-uddannelsen i Aarhus, dels fra efteruddannelser i bl.a. børnekor og sangpædagogik, dels fra rigtig mange år i forskellige facetter af korlivet samt undervisning i folkeskolen.

De sidste mange år har vi begge undervist og været med til at udvikle undervisningskoncepter inden for sang, kor, band, elektronisk musik og rytmik på Musikskolen Laura, og ud over duoen spiller vi også sammen i bandet The Blizzards med en blanding af originalnumre og covers af Kate Bush og Tori Amos.

Også hver for sig leverer Søren og Kristine den musikalske vare som workshopholdere i aftenskole- og højskoleregi, i bands og kor og som solister.